GAMLE TRÆER

Gamle træer, også kaldet “veterantræer”, tilbyder mange levesteder. Over tid akkumuleres træets muligheder for at agere hjem for en række arter. Dels på grund af træets strukturer, dets stille svækkelse og skader på træet. De mange nicher for livet findes både uden på og inden i træet, herunder i stamme, bark, rødder og krone.

Træets bark bliver over tid hjemsted for samfund af epifytter, laver, mosser og svampe, mens den ofte knudrede bark på ældre træer giver skjul og ynglesteder til insekter. Rødderne er levested for bl.a. mykorrhizasvampe, og flere pattedyr laver deres jordhuler imellem træernes kraftige rødder. Træerne har mange forskellige essentielle funktioner. Træernes grene og krone er hyppigt anvendt til reder. Når der med tiden opstår huller og hulheder, er de hjem for hulrugende fugle og pattedyr såsom mår og flagermus. Derudover er de også bosted for fx bier og gedehams.

Hulheder i træer opstår typisk, hvor afbrækkede grene, spættehuller og andre skader eksponerer veddet for vandpåvirkninger, der åbner yderligere for ved-elskende organismer, herunder især de mange arter af svampe.

I huller og fordybninger dannes små vandfyldte rum, der over tid siver gennem bark og ved og skaber således grundlag for råd. Disse vandfyldte rum er i sig selv vigtige mikrohabitater. Variationen af både våde og tørre hulheder skaber levesteder for et væld af forskellige arter, der yngler og lever i træsmulderet og i slammet i bunden af hulhederne.

SAPROXYLISKE ARTER

”Saproxylisk” betyder afhængighed af dødt ved og træ under nedbrydning. Arter kan være afhængige af dødt ved på flere måder og på forskellige tidspunkter i deres livscyklus. For at være “saproxylisk” skal arten være direkte eller indirekte afhængig af dødt ved i mindst et stadie af dens livscyklus.

Den måske mest fremtrædende gruppe af saproxyliske arter er billerne, hvor arter som Grøn Pragttorbist (Gnorimus nobilis), Eremit (Osmoderma eremita), Eghjorten (Lucanus cervus) og Bøghjort (Dorcus parallelipipedus) ofte fremhæves i relation til dødt ved og gamle træer. Mindre kendt er gruppen af smældere, der også i høj grad er knyttet til dødt ved og gamle træer.

Kendetegnene for mange saproxyliske biller og smældere er, at de i størstedelen af deres liv ses som larver og pupper i smuldet på gamle og døde træer. Her udvikles de over flere år, til de når voksen stadiet. Herfra lever de et kort voksenliv med formering som formål.

SKOVBRUGET & DØDT VED

Skovdriften har stor betydning på mængden af gamle træer og dødt ved. Ved intensiv udnyttelse af træressourcen til eksempelvis tømmer og energi, forhindres træer i at blive gamle, og det forhindrer dermed også muligheden for, at grene eller hele stammer ender som dødt ved.

Selv intensiv skovdrift kan være en kilde til dødt ved, dog uden at dette i omfang eller kvalitet kan sammenlignes med naturlig henfald. Disse kilder kan aktivt fremmes i driften, og udtag begrænses.

Kilder til dødt ved skovbrugsaktiviteter:

• Tyndinger

• Afskær

• Smuld og flis

• Efterladte toppe

• Stød

• Glemte stakke

• Skader på træer

• Veteranisering

VETERANISERING

Aktivt fremme af dødt ved og svækkelse af træer ses i større omfang i disse år. Ensaldrende og tætte bevoksninger kan med hjælp fra motorsav, skovningsmaskiner, ild og ændrede vandforhold blive mere varierede med dødt ved, beskadigede træer, stående træruiner og lysninger.

Man kalder det “veteranisering”, når man hjælper skoven på vej ved at efterligne naturlige skader på træerne. Det handler både om at slå træer ihjel men måske i højere grad om at svække træer og fremme døden. Dét med formalet at de ellers sunde og modstandsdygtige træer bliver åbne for de mange arter, der er afhængige af nedbrudt træ.